Viden og anbefalinger til et mere effektivt og bæredygtigt byggeri

Sådan sikrer du din dokumentation som projektdeltager

26. februar, 2026
9 minutter

Som projektdeltager – uanset om du er rådgiver, entreprenør eller har en anden faglig rolle – arbejder du ofte i en projektweb, som du ikke selv ejer. Du har adgang, mens projektet kører, men det er projektejer/bygherre, der kontrollerer adgangen. Og det er netop her, forskellen mellem adgang og ejerskab bliver afgørende:

Adgang er ikke det samme som ejerskab!

Hvis du ikke får sikret dokumentationen løbende, risikerer du senere at mangle det nødvendige overblik over, hvad der blev afleveret, hvad der var gældende, hvem der godkendte materialet, og hvornår det blev delt.

De situationer, hvor du typisk mister adgangen, før du opdager problemet

Adgangen til projektmaterialet kan ændre sig i takt med, at projektet udvikler sig. Det kan ske af mange forskellige årsager – og når det gør, har det direkte betydning for, hvad du fortsat kan tilgå. Derfor er der en række situationer, hvor du kan risikere at miste adgang til vigtig dokumentation:

  • Projektet afsluttes, og adgange lukkes ned
  • Roller ændres, og rettigheder justeres
  • Der opstår uenighed, og adgangen bliver et forhandlingspunkt

Hvis du når dertil uden at have sikret din dokumentation, står du reelt uden dine egne beviser. Og så kan det blive både dyrt, risikabelt – og i nogle tilfælde helt umuligt – at genskabe bagefter.

1) Projektet afsluttes – og din adgang forsvinder

Når projektet lukker, er det langt fra sikkert, at du fortsat kan tilgå materialet. Licenser kan udløbe, brugere fjernes i en oprydning, eller projektwebben arkiveres på en måde, der kun giver ejeren adgang. Konsekvensen er, at du pludselig står uden filer og sporbarhed, som du stadig har ansvar for – og som du måske skal bruge i måneder eller år efter projektets afslutning.

2) Rettigheder ændres undervejs

Undervejs i et byggeprojekt, kan både organisering og ansvar ændre sig. Når nye personer kommer til, andre forlader projektet, eller opgaver flytter hænder, følger opdatering af adgangsrettigheder med, og ofte uden varsel. Pludselig kan projektmaterialet og historikken ikke længere ses på samme måde som før – ikke fordi noget er slettet, men fordi din adgang er blevet justeret, og det kan være svært at opdage, før du står og mangler noget konkret.

3) Du skal bevise noget senere

Det er almindeligt at regne med, at dokumentationen er tilgængelig, hvis den bliver nødvendig på et senere tidspunkt – og det er den også i nogle tilfælde. Men i praksis – når du fx står i en garantisag eller en tvist – er det netop her, at du opdager, at adgangen er ændret, eller at struktur og indhold ikke længere afspejler det, du arbejdede med. Uden historik er selv de rigtige filer svære at bruge som bevis.

Hvilke data bør du sikre?

Hvis du vil stå stærkt, handler det ikke kun om at have en mappe med filer liggende et sted. Det handler om at sikre, at din dokumentation er komplet og kan bruges, når du får brug for den. Som projektdeltager bør du, som minimum, kunne dokumentere:

  • Dine leverancer, altså det materiale du faktisk har afleveret.
  • De godkendte versioner, så du kan se hvad der var gældende på et givent tidspunkt.
  • Historikken og sporbarheden, så det fremgår hvem der gjorde hvad – og hvornår.
  • Strukturen i projektet, så materialet kan genfindes uden tidskrævende søgning.

Hvis man kun gemmer de vigtigste filer, men mister historik og sporbarhed, bliver materialet langt mindre værd – især når projektet er afsluttet, eller hvis der opstår uenighed. For så kan det blive svært at dokumentere, hvad der var gældende hvornår, og hvem der har godkendt og modtaget materialet, hvis man ikke har hele konteksten med.

Kan jeg ikke bare downloade alt materialet selv?

At kopiere materialet selv kan virke som en god løsning, men giver i praksis en falsk tryghed.

Mange projektdeltagere forsøger at løse udfordringen ved at hente materiale fra projektwebben “en gang imellem”. Men det er som regel både tidskrævende og svært at gøre konsekvent, og det øger risikoen for, at der ryger forkerte versioner med. Samtidig følger historik og sporbarhed sjældent med, og derfor står man alligevel uden den dokumentation, man troede man havde brugt tid på at sikre.

Derfor giver det mening at tænke datasikring ind som en løbende proces – og god vane – eller endnu bedre, som noget der er sat op til at ske automatisk – fx ved faseovergange eller i faste intervaller, afhængigt af projektets størrelse og risiko.

Når projektet ikke er dit: Skal du vælge online kopi eller backup?

Når projektet ikke er dit: Skal du vælge online kopi eller backup?

Er du en del af projektet, men ikke projektejer?
Når du ikke selv ejer projektet, er det vigtigt at tænke over, hvordan du sikrer det materiale, som du arbejder med undervejs. Som projektdeltager har du typisk to muligheder: Du kan enten vælge en online kopi af projektet, eller du kan få lavet en backup af de data, som du har adgang til. Ikke alle digitale løsninger understøtter begge dele, og derfor giver det mening at kende forskellen, så du vælger den tilgang, der passer til dit behov og dine muligheder.

  • Online kopi: Når du vil have en tilgængelig reference til projektmaterialet, mens projektet kører – og/eller ved projektets afslutning. Kan sættes op til at kopiere automatisk løbende eller på bestemte tidspunkter (fx milepæle). Formålet er, at du hurtigt kan slå op i gældende versioner, se ændringer over tid og dokumentere hvem der gjorde hvad – og hvornår, uden manuelle downloads.
  • Backup: Når du vil have alt data i en komplet og struktureret pakke (filer, versioner, struktur og historik), uafhængigt af fremtidig adgang til projektwebben. Kan også laves løbende eller som en endelig udlevering ved afslutning. Formålet er at bevare dokumentationen med bevisværdi til fx garantisager, tvister eller interne arkivkrav.

Hvis den digitale løsning understøtter det, kan en kombination af online kopi og backup give dig bedst sikring af din dokumentation. En online kopi kan sikre din adgang til data automatisk under hele projektet, mens en backup kan tages ved afslutningen.

En hurtig tommelfingerregel:
Har du brug for at kunne tilgå og dokumentere løbende uden manuel indsats → online kopi.
Har du brug for at få alt udleveret til egen opbevaring → backup.

Hvordan RIB understøtter din dokumentation, når du ikke ejer projektet

Med RIB Projekt får du en cloud‑baseret platform, der hjælper dig med at holde styr på din del af projektets dokumentation – også når du ikke selv ejer projektwebben. Systemet giver dig fuld versionshistorik, detaljeret adgangsstyring og sporbarhed, så du altid kan se, hvem der har gjort hvad, hvornår, og hvilken version der var gældende på et bestemt tidspunkt.

RIB Projekt understøtter både online kopier og digitale backups. Online kopi kan sættes op til at køre automatisk, så du løbende får bevaret adgang til alt det materiale, som du har haft adgang til på det tidspunkt kopien blev taget. En backup derimod er en samlet udlevering af dine data, hvor du får alt, som du har adgang til i projektet – inklusiv struktur, versioner og historik – pakket til dit eget arkiv.

Vil du høre mere om hvordan RIB Projekt kan hjælpe med at sikre din dokumentation?

Book et møde

Blog Categories